Om SH

Min passion er at hjælpe hest og rytter, med at nå deres fulde potentiale!

Her snakker jeg ikke nødvendigvis om stævner eller resultater, men om den udvikling der virkelig gør en forskel i det nære! 

I dag er udvikling mange ting. Det kan være at man vil nå et bestemt resultat, have en bestemt titel eller simpelthen blot elsker anerkendelsen. Det er der ikke noget galt i, men jeg vil gerne fokusere på en udvikling, der finder sted på et dybere niveau.

For mig, når man sit fulde potentiale, vil at lade sig udvikle, indefra og ud. Man udvikler sine fysiske færdigheder, man bliver stærkere, hurtigere, smidigere og sundere, men man har også brug for at mindsettet følger med. Krop og sind er nemlig lige vigtige, i processen med at nå sit fulde potentiale.

Uden den rette forståelse, den rigtige indstilling og den rette viden, når man kun til at kradse i overfladen af sin udvikling.

Jeg vil ned og rode i de dybeste lag, af hvad hest og menneske er i stand til!


Hvem er jeg?

Jeg hedder Lisette og har været hestetosset lige fra jeg var ganske lille. Min første hest var en slidt, plysset lænestol, som flittigt bar mig ud på de vildeste eventyr, hjemme i mine forældres stue. 
Min anden hest var en hestehandler krydsning, som jeg selv tilred og købte som 13 årig.
Min barndomsdrøm var oprindeligt, at blive jockey, herefter berider og til sidst dyrlæge. Jeg blev ingen af delene. I stedet begyndte jeg at arbejde i forskellige stalde, som tilrider og rytter. Jeg lærte helt utroligt meget og slog mig af og til i farten, så vores familie var på fornavn med personalet på skadestuen 😉

Jeg stiftede bekendtskab med mange forskellige metoder, lige fra westernstilen, til Natural Horsemanship, til Monty og Hempfling, foruden den helt traditionelle dressur og spring. Det var sjovt, men jeg fandt aldrig helt det jeg søgte efter.

For selvom der var elementer af det, som jeg tog til mig, så stod det klart for mig, at heste ikke var skabt til hårde metoder med kæft, trit og retning, de var heller ikke ubetinget samarbejdsvillige og harmløse pussenussedyr og de var da slet ikke dumme eller uden tankeaktivitet. 
Det synes som om, at ligegyldigt hvilken metode jeg beskæftigede mig med, så manglede der én af disse ting, i samarbejdet med hesten (eller mangel på samme).

Derfor udviklede jeg mine egne metoder, og gør det stadig! Det er nemlig en livslang process, man aldrig bliver færdig med.


Min tilgang til træning og undervisning

Det, jeg rigtig gerne vil opmuntre alle ryttere til, er at begynde at tænke selv. Det lyder måske provokerende, men jeg oplever at utroligt meget undervisning tager udgangspunkt i, at hest og rytter egentlig er ret dumme. Jeg mener at rytteren har en intuition, som de skal tilbage til at bruge igen. Intuition bygger på den oplagrede viden man har, samt kroppens muskelhukommelse og erfaringer. Derfor er intuitionen super vigtig. 

Jeg vil også rigtig gerne give mine ryttere viden. Solid og velfunderet viden, som de kan omsætte og bruge i praksis og som gør dem i stand til, at træne deres hest på bedste måde. Viden om hestens adfærd, dens hjerne og måde at lære/omlære på. Viden om hestens fysik, biomekanik, samt helbredelse og forbyggelse af skader.

Jo mere rytteren ved om disse ting, jo bedre intuition og jo bedre træning, holdbarhed, sundhed og glæde – for både hest og rytter!